En kommune ønskede at opsætte et hegn på et areal, der tilhørte kommunen, og lade kvæg afgræsse arealet. Arealet lå imidlertid tættere på byzonen, end lovgivningen tillader. Et team i kommunen søgte derfor om dispensation fra lovens afstandskrav, og et andet team i samme afdeling traf afgørelse i sagen og gav dispensationen.
Kommunen var som ansøger part i sagen om dispensation og var derfor inhabil. Det skulle kommunen have været opmærksom på, inden den traf afgørelse, konstaterer ombudsmanden:
”Reglerne om myndighedsinhabilitet er med til at værne om tilliden til myndighederne og begrænse risikoen for, at myndighedens egen interesse påvirker sagens udfald. Kommuner skal derfor være meget opmærksomme på disse regler, når de behandler sager, hvor de kan være inhabile. I denne sag var det desværre ikke tilfældet”, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.
Kommunen kunne ikke flytte behandlingen af sagen til en anden myndighed, og det var således forudsat i lovgivningen, at kommunen selv skulle træffe afgørelse i sagen. Derfor burde kommunen have overvejet, om der skulle træffes særlige forholdsregler for at afbøde interessekonflikten. Det kunne f.eks. være at undersøge, om der var mulighed for at lade sagen behandle i en anden del af kommunen eller at indhente en udtalelse fra en anden myndighed eller fra et privat organ om sagens løsning.
På grund af den manglende iagttagelse af inhabilitetsreglerne har ombudsmanden henstillet til kommunen, at den genoptager behandlingen af sagen og træffer en ny afgørelse.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91
Områdechef Susanne Veiga, tlf. 33 13 25 12