Klage til ombudsmanden

Man kan klage til Folketingets Ombudsmand, hvis man er utilfreds med det svar eller den behandling, man har fået hos en offentlig myndighed. Alle kan klage, og det koster ikke noget. Man har ikke krav på, at klagen bliver undersøgt. 

Når ombudsmanden beslutter at undersøge en klage, vurderer han de juridiske spørgsmål i sagen, og han kan eventuelt kritisere myndighederne og anbefale dem at behandle sagen igen.

Ombudsmanden behandler skriftlige klager.                      

En klage kan handle om

  • en afgørelse eller et svar fra en myndighed
  • den behandling, klageren eller en sag har fået af myndighederne
  • at myndigheden ikke svarer, eller at behandlingen af sagen trækker ud (klage over sagsbehandlingstiden).

 

Klagen skal opfylde nogle almindelige betingelser.

Hvis en klage ikke opfylder betingelserne, vil ombudsmanden normalt afslutte sagen med et kort svar om, at han ikke kan hjælpe med klagen.

Er du under 18 år, eller handler din klage om en mindreårig? Læs om ombudsmandens behandling af børnesager

Klagen skal være sendt direkte og kun til ombudsmanden

Du kan ikke forvente at få svar på en klage, som er sendt til orientering, til flere modtagere eller i kopi til ombudsmanden. 

En offentlig myndighed kan f.eks. være en kommune, en styrelse, et ministerium, en region, et nævn eller råd. 

Ombudsmanden kan IKKE behandle klager over

  • domstolene – det gælder også domme og sager, som domstolene allerede behandler, eller som forventes at blive indbragt for domstolene
  • Folketinget og den lovgivning, Folketinget har vedtaget
  • private som f.eks. forretninger, banker og forsikringsselskaber. Det gælder også private nævn (f.eks. Det finansielle Ankenævn, Ankenævnet for Forsikring og Klagenævnet for Ejendomsformidling)
  • visse nævn, der afgør tvister mellem private, selv om de i øvrigt betragtes som en del af den offentlige forvaltning – det gælder f.eks. hegnssyn, huslejenævn og Forbrugerklagenævnet.

  • Korrespondancen med myndighederne skal være afsluttet.
  • Myndighederne skal have taget stilling til det, du vil skrive til ombudsmanden om.
  • Myndighederne skal have truffet en endelig afgørelse om det, du klager over. Det betyder, at du skal udnytte klagemuligheder, før du klager til ombudsmanden.
  • Er klagemulighederne ikke udnyttet, kan ombudsmanden ikke behandle din klage – heller ikke selv om fristen for at bruge en anden klagemulighed er overskredet.
  • Hvis der – i stedet for en egentlig klageadgang – er mulighed for at indbringe sagen for en tilsynsmyndighed, går ombudsmanden normalt heller ikke ind i sagen, før tilsynsmyndigheden har haft lejlighed til at behandle den.

Myndighedens endelige svar må ikke være mere end et år gammelt.

Fristen regnes

  • fra det tidspunkt, hvor du har modtaget den øverste klagemyndigheds afgørelse
  • eller fra tidspunktet for den begivenhed, du vil klage over.

Det gælder normalt, selv om du har skrevet til myndigheden igen (f.eks. bedt om genoptagelse af sagen).  

Du kan godt klage over en myndigheds sagsbehandlingstid, selv om myndigheden endnu ikke har afgjort sagen.

Du skal i første omgang selv rykke myndigheden for svar.

Du skal også have udnyttet eventuelle andre muligheder for at klage over sagsbehandlingstiden.

Betingelserne for klager til ombudsmanden følger af ombudsmandslovens §§ 7, 13, 14 og 21 og af ombudsmandens praksis efter lovens § 16, stk. 1.

Det skal du have klar, hvis du vil klage

  • Dine kontaktoplysninger (navn, adresse og evt. CPR-nummer). Ombudsmanden behandler ikke anonyme klager.
  • Hvilken myndighed (eller hvilke myndigheder) du vil klage over. 
  • Relevante bilag

Skriv gerne kort og med dine egne ord. Beskriv, hvad du er utilfreds med, eller hvad du mener, at myndighederne har gjort forkert.

Det er ikke nødvendigt at bruge juridiske ord og udtryk, og du behøver ikke at bruge en advokat.

Ombudsmanden modtager en del klager skrevet med hjælp fra AI (chatbots). Erfaringen er, at AI-genererede klager ofte er svære at forstå rent juridisk – også selv om de umiddelbart ser velskrevne og korrekte ud. 

Ombudsmanden behandler ikke anonyme klager.

Ved klager over svar, afgørelser mv. er relevante bilag:

  • Henvendelser sendt til myndigheden om det, klageren beder ombudsmanden undersøge
  • myndighedens afgørelse/svar
  • en eventuel klage over afgørelsen og klageinstansens afgørelse.

Ved klager over manglende svar (sagsbehandlingstidsklager) er relevante bilag:

  • Henvendelser sendt til myndigheden, som myndigheden ikke har svaret på
  • myndighedens eventuelle kvitteringer og meddelelser om sagsbehandlingstiden
  • rykkere til myndigheden og myndighedens svar.

Ombudsmanden har af it-sikkerhedsmæssige grunde ikke adgang til dokumenter, som er lagt under eksterne links.

Ombudsmanden har heller ikke direkte adgang til sagen hos myndigheden.

Du kan sende bilag til ombudsmanden i almindelige formater som pdf, doc, docx, jpg, xps og png. Undgå venligst at sende filer i et format, hvor særlige programmer er nødvendige for at åbne filerne. Det kan forsinke behandlingen af klagen, og man kan blive bedt om at sende materialet igen.

Ombudsmanden har af it-sikkerhedsmæssige grunde ikke adgang til dokumenter, som er lagt under eksterne links, herunder til en Cloudbaseret løsning.

Ombudsmanden har heller ikke direkte adgang til sagen hos myndigheden.

Selv om ombudsmanden beslutter at gå ind i en sag, kan han ikke ændre myndighedernes afgørelse. Ombudsmanden har mulighed for – efter en grundig gennemgang af sagen, og efter at myndigheden har haft lejlighed til at udtale sig – at 

  1. kritisere myndighederne
  2. bede myndighederne behandle sagen igen og træffe en ny afgørelse.

Klager til ombudsmanden bliver behandlet af juridiske medarbejdere. Ombudsmanden tager selv stilling til sager, som er principielle, f.eks. fordi de handler om et særlig svært juridisk problem eller om noget, som har betydning for mange andre sager.

Du kan klage ved at

  • udfylde og sende det elektroniske klageskema og vedhæfte de relevante bilag
  • sende Digital Post og vedhæfte de relevante bilag
  • sende et almindeligt brev med de relevante bilag.

Hvis du sender en almindelig mail med de relevante bilag til os, er det vigtigt, at du oplyser dit navn og din adresse. Vi sender en bekræftelse inden for 10 arbejdsdage.

Vi anbefaler, at mail sendes med Digital Post, som du bl.a. kan få adgang til på Borger.dk.

Digital Post er sikker (krypteret), og der er sikkerhed for, hvem afsenderen er.

Ønsker du at videresende post til os, kan du gøre det ved at vælge Folketingets Ombudsmand som modtager. Du skal ikke anmode om at tilføje os som Digital Post-modtager.

Hvis du er undtaget fra Digital Post, svarer vi pr. brev. Det skyldes, at kommunikation pr. mail kun er tilstrækkelig sikker, hvis man bruger en sikker forbindelse, dvs. Digital Post eller en digitalt signeret og krypteret mail. Det forhindrer nemlig, at uvedkommende kan få kendskab til eventuelle fortrolige oplysninger i korrespondancen

Ombudsmandens mail-adresse er post@ombudsmanden.dk

Vi kan godt modtage din klage i en usikker mail, men vi kan normalt ikke svare dig på den måde. Derfor er det vigtigt, at du også opgiver dit fulde navn og din postadresse, så vi kan svare dig i et brev sendt med posten.

Du får en automatisk bekræftelse på, at din mail er modtaget.

Tilgængelig Digital Post fra Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmand anvender skabeloner til at oprette meddelelser, som understøtter, at Word-dokumenter oprettes som tilgængelige filer.

Når meddelelser sendes fra Folketingets Ombudsmand, konverteres de til PDF-filer. For tiden oplever vi problemer med at få tilgængelighedsopmærkningen med i PDF-filerne. Vi arbejder sammen med vores leverandører på at løse dette.

Vi tester løbende vores meddelelser i PAC2021.

I de meddelelser, vi sender, kan der være bilag, som vi har modtaget fra eksterne parter. I det omfang disse dokumenter er tilgængelige, bestræber vi os på, at det også er tilfældet, når de sendes videre fra Folketingets Ombudsmand.

I de tilfælde, hvor dokumenterne ikke er tilgængelige ved modtagelsen hos Folketingets Ombudsmand, kan vi ikke sikre, at de er tilgængelige ved afsendelsen herfra.

Hvad gør jeg, hvis jeg modtager dokumenter, der ikke er tilgængelige

Kan du ikke tilgå meddelelser fra Folketingets Ombudsmand med dine tilgængelighedsværktøjer, så kontakt os. I konkrete tilfælde kan vi sende tilgængelige filer direkte til modtageren, hvis tilgængelighedsniveauet i den oprindelige meddelelse ikke er tilstrækkeligt.

Du er velkommen til at sende os filer i almindelige formater som pdf, doc, docx, jpg, xps og png. Undgå venligst at sende filer i et format, hvor særlige programmer er nødvendige for at åbne filerne. Det kan forsinke behandlingen af din klage, og du kan blive bedt om at sende materialet igen.

Dokumenter skal sendes vedhæftet vores klageskema eller en mail eller via Digital Post. Vi åbner ikke dokumenter, som er sendt via link til en cloudbaseret løsning.

Klage for en anden

Klager man på vegne af en anden, skal man have en fuldmagt fra den, man klager for. 

Det skal fremgå klart af fuldmagten, hvem der giver fuldmagt, og hvem der gives fuldmagt til. Det skal kunne ses, hvad klagen handler om, og at fuldmagten også omfatter, at sagen indbringes for ombudsmanden. Desuden skal fuldmagten underskrives og dateres af den, der giver fuldmagt.

Ombudsmandens fuldmagtsblanket kan f.eks. benyttes.

En original underskrevet fuldmagt kan sendes til ombudsmanden i et brev med posten. Den, der afgiver fuldmagten, kan også i stedet sende en fuldmagt via Digitale Post

Vælger man kun at sende en kopi af fuldmagten, f.eks. via klageskemaet eller en usikker e-mail, kan det være, at vi beder om at få yderligere dokumentation for fuldmagtsforholdet. Hvis vi vurderer, at der er behov for yderligere dokumentation, henvender vi os til den, der har indsendt klagen, eller den, der har givet fuldmagt.

Er man værge for den, man klager på vegne af, skal man sende en kopi af værgebeskikkelsen.

Ombudsmanden skal have direkte besked om det, hvis fuldmagten tilbagekaldes af den, som har givet fuldmagt. Det gælder, uanset om ombudsmanden har modtaget en original fuldmagt eller en kopi af en fuldmagt.