Efter § 16. stk. 1, i ombudsmandsloven afgør ombudsmanden, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse. Det giver ombudsmanden mulighed for at prioritere, så den arbejdskraft, der er til rådighed i ombudsmandsinstitutionen, bliver brugt mest hensigtsmæssigt.
Du har derfor ikke krav på, at ombudsmanden undersøger din Se om disse betingelser her.
Når ombudsmandens beslutter, om han vil undersøge en klage, lægger han bl.a. vægt på, om der er udsigt til, at en ombudsmandsundersøgelse vil kunne hjælpe borgeren til et andet resultat.
I den forbindelse har det i nogle tilfælde betydning f.eks.:
- At myndigheden har foretaget en vurdering (et skøn), som ombudsmanden ikke prøver til bunds, fordi myndighederne har større erfaring inden for området.
- At sagen indeholder spørgsmål, som beror på en særlig fagkyndig bedømmelse, og at ombudsmanden ikke har den fagkundskab og derfor ikke kan foretage en kvalificeret bedømmelse af sådanne spørgsmål. Det kan f.eks. være fagkundskab af lægelig eller teknisk art.
- At ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare bevisspørgsmål, dvs. spørgsmål, hvor påstand står mod påstand. Ombudsmanden behandler klager på skriftligt grundlag og har normalt ikke mulighed for at afhøre vidner.
Andre elementer kan også indgå ved ombudsmandens vurdering af, om han vil undersøge en klage. Blandt disse er f.eks.:
- Om det er klart, hvad klagen handler om. Se her om, hvad din klage skal indeholde.
- Om myndigheden allerede har rettet op på det, der klages over.
- Om sagen angår et væsentligt og/eller principielt juridisk spørgsmål, og om vurderingen af det kan have betydning for flere borgere.
- Om det eller de juridiske spørgsmål, som klagen rejser, er bedre egnet til, at ombudsmanden undersøger dem af egen drift, dvs. løsrevet fra den konkrete klagesag. Se også nedenfor.
Ombudsmanden er desuden efter praksis generelt tilbageholdende med at undersøge klager over myndighedernes sagsbehandling i konkrete sager, medmindre ombudsmanden vælger at undersøge den afgørelse, som myndighederne har truffet i sagen.
Hvis ombudsmanden beslutter ikke at undersøge din klage, afslutter ombudsmanden klagesagen ved at skrive det til dig. I brevet henviser ombudsmanden ofte blot kort til bestemmelsen i § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven. I nogle tilfælde nævner ombudsmanden kriterier, der er indgået i vurderingen.
Det sker, at ombudsmanden vurderer, at det er mest hensigtsmæssigt, at han sender klagen videre til den relevante myndighed, så myndigheden får lejlighed til at svare dig direkte på klagen. Når det sker, skriver ombudsmanden til dig med oplysning om, at han sendt sagen til myndigheden. Samtidig afslutter ombudsmanden klagesagen.
Uanset om ombudsmanden beslutter ikke at indlede en undersøgelse, indgår temaerne i de klager, som han modtager, i ombudsmandens løbende virksomhed, og danner bl.a. grundlag for overvejelserne om, hvilke spørgsmål ombudsmanden skal rejse af egen drift, f.eks. som led i mere generelle ombudsmandsundersøgelser. Ombudsmanden kan efter § 17, stk. 2 i ombudsmandsloven gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager. Se om Egen drift-undersøgelser.
Når Folketingets Ombudsmand foretager en egentlig undersøgelse
Når ombudsmanden beslutter at undersøge en klage, sender han oftest en høring med konkrete spørgsmål til myndigheden og beder om sagens akter. Som regel får klageren mulighed for at kommentere myndighedens svar.
Der kan være flere såkaldte høringsrunder, inden ombudsmanden skriver sin endelige udtalelse.
Ombudsmanden bestemmer selv, om alle klagepunkter i klagen skal undersøges.
Ingen afhøringer eller ransagninger
Ombudsmanden behandler sager på et skriftligt grundlag og bygger derfor sine udtalelser på sagens akter, myndighedens udtalelser og borgerens bemærkninger.
Ombudsmanden foretager ikke afhøringer som domstolene eller ransagninger som politiet.
Myndighederne har pligt til at give ombudsmanden de oplysninger og dokumenter, ombudsmanden beder om, og myndigheden har pligt til at fortælle sandheden. Myndighederne har også pligt til at komme med en udtalelse, hvis ombudsmanden beder om det. Det følger af ombudsmandslovens § 19.
Kritik og henstilling
Har myndigheden begået fejl, kan ombudsmanden kritisere og eventuelt også henstille, at myndigheden behandler sagen igen og træffer en ny afgørelse.
Ombudsmanden kan ikke kræve, at myndighederne følger en henstilling – det gør de dog i praksis.